HEN OVER HJELM HEDES dystre flade og nede i slugterne omkring Flyndersø lever der farvemættede minder om svundne tiders drastiske optrin. Minder med farver af sommer og vinter, af venskab og fjendskab, af blod efter dolkestød og piskesnært. Kunne disse mørkebrune flader og disse stille hededale tale, hvad ville de da ikke kunne fortælle om svundne tiders liv og færden. Danmarks konge, Kristian den Tredie, red med sin brogede kortege flere gange hen over Hjelm Hede på vej fra Holstebro mod Skive efter natten over at have logeret hos sin højtbetroede mand og tjener, ærlige og velbyrdige Iver Juel på Stubbergaard. En mørk decembernat med ondt vejr i det herrens år 1534 fór den kendte feltherre Johan Rantzau med sine landsknægte, der raslede af stålskinner og panserplader, hen over den samme hede på jagt efter den oprørske bonde, anfører Skipper Clement, med samt hans vilde horde af ophidsede bønder. Men medens disse minder og mange flere kommer med brask og bram, så er der andre, der ligesom lusker hen over lyngtæppet på sagte fjed af stunthoser og bare tæer, som dæmpet klang af bliktøj og glaskister og stille mumlen på kæltringsprog. Det er taterne, som kommer inde fra Estvad og Rønbjerg sogne. Når foragten for og hadet til natmandsfolket blev altfor stor på de mere befolkede steder, tyede disse, samfundets stedbørn, ud på Hjelm Hedes udstrakte vidder, hvor de forholdsvis let kunne finde en fordybning i lyngen til at fjæle sig i, når forfølgernes piskesmæld og hundeglam ubarmhjertigt gennemtrængte hedens dybe, tavse fred. Hvor mange gange har vel ikke taterne med deres langt hen blinkende bliktøj på nakken i ilsom flugt gledet hen over hedebakkerne syd for Flyndersø Mølle for at finde et skjulested i Grimmebakkernes labyrint af små dale og fordybninger i jordsmonnet vest for den gamle adelvej, der endnu med sine gamle rnilesten uden anden indskrift end et rundt hul for hver fjerdingvej fører fra Flyndersø Mølle i Estvad sogn til Hjelm Mølle i Sevel Sogn. IFØLGE EN FORORDNING af 22. oktober ·1701 var taterne fredløse, og som en naturlig konsekvens af denne blev det forbundet med bødestraf at huse dem. Dette stakkels omvandrende folk, som alle ærlige mennesker foragtede og så ned på, som urene skabninger, blev fra den tid i endnu højere grad end tidligere med svirpende piskesnært dreven fra bondens stald og halmstak, hvor de for en nat havde søgt ly for det forrygende vejr ude over tværmarker og den udstrakte hede. 21 Det var sidst på eftermiddagen dagen efter påskehelligdagene 1728, at der kom to taterkvinder i noget gammelt, laset sengetøj, ind til bonden, Simon Eskesen, i Kisum i Estvad sogn. De bad om husly for natten, da det var et herrens vejr udenfor med aprilregn i strømme og en kulde, der trængte ind til marv og ben. Simon og hans kone, Anna Pedersdatter, fattede medynk med de to forkomne stakler, og skønt det var strengt forbudt, gav de dem dog lov til at logere ude i frammerset, hvor der var en smule varme, takket være hedetørvenes osende emner på ildstedet. Ud på aftenen indfandt sig yderligere to mandlige tatere, en ældre og en yngre, samt en ung kvinde, der alle tre ligeledes bad om husly på grund af det dårlige vejr. Simon og hans kone var sikkert ikke videre glade for dette ulovlige besøg, men de havde dog så meget hjerte i livet, at de ikke nænnede at jage staklerne ud i kulden og sluddet, så også disse nyankomne lånte ægteparrets hus for natten. Næste dag oprandt som den forrige med regn og ondt vejr, og taterne skuttede sig ved at komme af sted. Simon Eskesen prøvede på mange måder at blive dem kvit, men da kvinderne græd og tryglede ham om at være barmhjertig, gav han til sidst efter, og alle fem fik da lov til at blive der endnu en nat. I dagbrækningen den følgende morgen kom Morten Poulsen, der boede i samme gård som Simon Eskesen, ind til Simon, medens denne endnu lå i sengen, og spurgte ham, hvad det var for folk, han husede, og sagde, at det ville gå dem begge ilde, hvis han ikke straks jog disse skarnsmennesker ud; thi om natten havde de vredet halsen om på Mortens bedste får ude i stalden. Da Simon hørte, at hans ubudne gæster havde benyttet natten til at slagte et af gårdens dyr og på en så uforskammet måde havde lønnet hans godgørenhed, sprang han ud af sengen, ilede ud i Frammerset og vækkede taterne, idet han med høj stemme spurgte dem, om de sov endnu; de havde vel sovet lidt i nat! Derpå svarede de ikke noget videre, og Simon Eskesen skyndte sig ind i sin stue, fuldførte sin påklædning og fandt pisken frem fra sømmet under loftet ude i forstuen. Nu skulle taternes krop komme til at bære mærker af blodige slag. Imidlertid havde disse taget det fornuftige parti og var løbet bort, og da Simon på jagten efter dem var kommet udenfor Kisum by, var de fire tatere allerede så langt borte, at han knap kunne øjne dem i det svagc morgenlys over markerne ind mod Estvad by. Den femte, og det var just den gamle tater, nåede han på en tværager tæt uden for byen, hvor han og hans hund, ved at dukke sig så meget de kunne, havde gemt sig i en dyb plovfure. Simon Eskesen langede ud med pisken, så den gamle tater våndede sig tungt under de rå slag og gav sig til at bede mindelig for sig, hvorfor Simon omsider holdt op og løb hjem, tog et bæst og red derpå efter de øvrige fire. Disse havde sat kursen efter Estvad by og videre mod Flyndersø Mølle, bag hvilken den beskærmende hede strakte sig milevidt. Ved møllebækken sønden for møllen fik Simon øje på den unge tater og nåede netop at give ham et ordentligt rap af pisken, just som skintingen gled ind over møllerens kålgårdsdige. 22 Denne vilde menneskejagt i den grå morgen var fra møllehusets åbenstående luge blevet observeret af den tidligt opståede møllersvend, som jo straks fik hele huset på benene lige fra mølleren selv til to omvandrende skræddere, som just syede i møllen i de dage. Medens Simon Eskesen af Svend møller blev budt indenfor på en dram efter hans anstrengende morgenridt på fastende hjerte, fortsatte møllerens søn, Bodil og de to skræddere jagten på den unge tater, idet de søgte at drive ham ud af kålgården. PÅ SAMME TID stod bonden Jens Christensen og hans snart 80-årige fader Christen Madsen i Smollerupgårds tærskelo og rystede morgenfoderet sammen til kreaturerne. Denne ensomme gård lå syd for møllen ved Hjelm Hedes rand, og just som Jens Christensen og hans faders morgenarbejde stod på, fik de øje på de tre kvindetatere, som løb om ved gårdens hushjørne og forsvandt ned til en bakke sydøst for gården. Imidlertid var den unge tater blevet jaget bort fra sit skjulested i Flyndersø Mølles kålgård og flygtede op over bakkekammen, der skilte møllen fra Smollerupgård. Det varede ikke længe, før Simon Eskesen efter sin morgendram i møllen i fuldt firspring kom ridende til gården og standsede sit magre bæst udenfor Jens Christensens dør for at spørge, om han og hans fader havde set noget til taterne, der, som han fortalte, havde vredet halsen om på hans gårdmands får. ”Ja, Gud fri os andre fra dem”! sagde Jens Christensen. ”.Ja, inden jeg skilles fra dem, skal jeg mage det således, at de hverken skal gøre eder eller nogen anden ærlig mand skade”, svarede Simon Eskesen, hvorefter han red sin vej lige ned mod det sted, hvor de tre kvindetatere havde skjult sig. Hvad der videre gik for sig i den næste halve time, synes ikke klart at fremgå af den gamle justitsprotokol, hvori hele denne taterjagt står optegnet, men kort tid efter kom de tre kvinder løbende op gennem Smollerupgaard og tog sønder på med Adelvejen over Hjelm Hede. Simon Eskesen red tilbage mod Flyndersø Mølle for om muligt at finde den unge tater, hvilket ikke lykkedes, men derimod øjnede han den gamle tater, som i mellemtiden efter Simons tunge svøbeslag på marken udenfor Kisum by var nået helt til Smollerupgård på sin vej efter de andre, som ·var løbet fra ham. Men det var nu den unge tater, Simon Eskesen ville have fat på, hvorfor han red tilbage til Smollerupgård for at spørge, om folkene der ikke havde set denne, hvad de benægtede. Simon opfordrede derpå Smollerupgårdmanden til at hjælpe ham med at lede efter denne, men Jens Christensen vægrede sig og ville nødig indlade sig derpå. Som den yderste forpost mod Hjelm Hede ville han altid stå sig bedst ved at holde fred med hedens sønner og døtre, taterne, der jo på dette øde sted altid kunne finde rig lejlighed til hævn, hvis han var med til at forulempe dem. Simon red da bort igen mod møllen; men den gamle Christen Madsen fulgte efter ham op på bakken og så herfra, just som Simon drejede ind i møllegården, en ung fyr, der med rævens snuhed i hast gemte sig i et morads ved møllebakken. Christen Madsen pamprede da hjem igen og satte 23 sig til familiens davrebord. Pludselig begyndte hundene at larme udenfor. Jens Christensen løb ud og opdagede straks, at pinden var taget af hans ladedør, og da han kom ind i laden, fandt han den gamle tater siddende ved en dynge byg. Staklen var i en ynkelig forfatning. Næsten nøgen sad han med røde og blå striber over sin krop af piskeslagene samt med store hudafskrabninger på knæ og skinneben. Gamle Christen, der imidlertid var kommet ud i laden, bad sønnen om at hente en pjalt at give ham, så de kunne blive ham kvit, og da den gamle fik denne, slog han den om sig og gik bort bag laden, hvorefter familien kunne fortsætte med den afbrudte davre. Op på formiddagen, da Jens Christensen og hans fader gik og røgtede kreaturerne, opdagede de, at den unge tater også havde skjult sig inde i laden oppe mellem negene på hjaldet. De fik ham ned og bad ham om at gå, hvad han også godvilligt gjorde; men han kom kort tid efter tilbage med den gamle og løb derpå bort ad samme vej, som kvinderne havde taget. Han og disse skulle næste nat derefter have ligget i gården Stenholm, der også var en afsides beliggende gård ved hedens rand. Den gamle tater, der således var blevet bragt tilbage til Smollerupgaard, lagde sig på den bare jord ude ved enden af laden, og nu var gode råd dyre for gårdens folk, der gerne ville blive den ulovlige gæst kvit. De bestemte sig da til at spænde for vognen og for Guds skyld køre ham på vej efter de andre. Det samme rådede Jens Jensen i Bers, der netop kom forbi på vej mod Estvad. Jens Christensen lagde noget hø i vognen, og da den gamle tater var så vag, at han ikke selv kunne kravle op på vognen, løftede de ham op, lagde ham i høet med pjalten over sig og rullede endelig af sted på vej ud over Hjelm Hede. I nærheden af Grimmebakkerne fik Jens Christensen og hans fader øje på de tre kvinder og den unge tater, som havde lejret sig et godt stykke ude i heden til højre for vejen. De standsede vognen og satte den gamle tater af på et sted, hvor de var sikre på, at flokken derude i lyngen ikke kunne undgå at se, hvad de foretog sig, og kørte derefter med den tomme vogn tilbage mod Smollerupgaard. Da de første gang så sig tilbage, så de nok, at den gamle rystede; men han stod dog på benene, hvorimod han, da de næste gang vendte sig om og så tilbage, lå på jorden og trimlede sig med knæene i vejret. FORÅRET KOM. En stærk blæst med kulde, hagl og sne fejede hen over egnen og trængte ind til marv og ben. Ude ved Adelvejens milesten midt på Hjelm Hede lå en gammel tater og skulle dø, forladt af alle, selv af sine egne stammefrænder. Pjalterne lå hen over ham; men de var gennemblødte og kunne slet ikke skærme ham mod den isnende kulde. Den gamle åbnede sine øjne endnu en gang, og i det samme spredtes de tunge, sorte natteskyer et øjeblik, og en tindrende stjerne blinkcde frem over Hjelm Hede. Det var det sidste lys, der faldt ind i den gamle taters brustne øjne. Skyerne trak sig atter sammen, øjenlågene faldt til. Den gamle tater nåede dødens milesten, mens blæsten spillede op til en dyb, brusende koral hen over den sorte hede. 24 Skikke, tro eller overtro. Ved fødsel, dåb, bryllup og begravelse er der mange ritualer, som har været skik og brug i mange år. Der er stadigvæk en del tilbage, selv om de fleste hører fortiden til. Kristussymbolet, som kaldes for Danmarks dåbsattest, findes på den ene af Jellingstenene. Det er vel nok det ældste billede på kristendommens indførelse i Danmark. Da danskerne skulle have nyt pas, foreslog man at anvende motivet af Jellingstenen, men havde dog nogle betænkeligheder med det. I det gamle pas havde man brugt Holger Danske som symbol på noget ægte dansk. Holger Danske sidder og blunder på sin stol i kælderen på Kronborg Slot, og han vil straks rejse sig, hvis Danmark kommer i krigsfare. Morgendagen derpå, da vejret var stilnet af, kom en kniplingskræmmer ad Adelvejen fra Hjelm Mølle mod Skive. Han fandt den døde tater og gjorde anmeldelse derom til det første hus, han nåede, og det var netop Smollerupgård. Atter måtte Jens Christensen spænde for vognen og køre ud på Hjelm Hede for at hente liget. Den gamle taters ligfærd over den mørkebrune hede satte sig i bevægelse mod Estvad, hvor liget blev begravet efter solnedgang uden klokkeklang og salmesang i et hjørne af kirkegården. Den gamle taters død kom amtmanden for øre, og han lod nedsætte en kommission til at undersøge sagens nærmere omstændigheder. Denne kommission, hvis undersøgelse danner grundlaget for nærværende skildring, udtalte sig stærkt imod den begåede ugerning og fældede en dom, der giver et karakteristisk billede af, hvordan de gamle love ofte kom til at stå i skærende modstrid mod hverandre. Jens Christensen i Smollerupgaard, der ved at køre den dødssyge tater ud på heden i grunden havde vist stor umenneskelighed, men på den anden side ikke havde overtrådt forbudet mod at huse slige mennesker, blev idømt en bøde på 4 rigsdaler til sognets fattige, medens Simon Eskesen i Kisum, der fra først af havde været så menneskelig at huse de nøgne, forkomne mennesker, idømtes en bøde på 16 lod sølv for hver af de to nætter. Kun en grushob tilkendegiver nu, hvor Smollerupgaard lå i gamle dage, Flyndersø mølle har tabt sin fordums herlighed; men ude på Hjelm Hede bor stilheden og ensomheden endnu som dengang.